Kartoffeltyskernes historie

Indhold

• Betegnelsen kartoffeltysker
• Baggrunden
• Kolonisterne
• Koloniernes etablering
• Gårdene
• Hvordan så de ud
• Bortvisningen i 1763
• Frederiks Kirke, den tyske kirke på Alheden
• Kolonisternes liv
• Den senere udvikling
• Efterkommerne
• Tidstavle

Betegnelsen kartoffeltysker

I modsætning til hvad de fleste tror, kaldes de tyske kolonister ikke kartoffeltyskere på grund af at det var dem der indførte kartoffelen til Danmark. Kartoffelen var allerede kendt i Danmark da kolonisterne ankom til landet, og havde været dyrket i Fredericia siden 1720. Betegnelsen skyldes at de på grund af det magre udbytte af korndyrkningen, slog sig på kartoffeldyrkning der gav et bedre udbytte. Senere fandt kolonisterne ud af, at de kunne sælges og tog dem med til torvet i Viborg. Kartoflernes faldt byens borgeres smag og det er derfor nærliggende, at de gav kolonisterne navn efter kartoflen og kaldte dem "Kartoffeltyskere".

Baggrunden

Ved afslutningen af den store nordiske krig i 1720, var Danmark fattigt og kun en fjerdedel af landet dyrket. I Jylland var over halvdelen lynghede eller ødelagt skov. Man ønskede derfor at inddrage lyngheden til landbrugsareal og der blev i 1723 udsendt kongelig forordning om dette, hvor der blev tilbudt en række friheder for dem der ville gå i gang med hedeopdyrkningen. Disse omfattede fritagelse for soldatertjeneste, indkvartering og pligtkørsel. Til trods for at disse friheder må have virket tiltrækkende på datidens fæstebønder, meldte ingen sig til opgaven.

Omkring 30 år senere i 1751, blev der nedsat en kommission som skulle undersøge mulighederne for opdyrkning af den jyske hede. På grund af en lang række forhold, anbefalede kommissionen at man ikke opdyrkede heden. Der blev imidlertid alligevel udsendt en kongelig forordning om hedeopdyrkningen, med tilbud om tilsvarende friheder som dem der blev tilbudt i 1723, til dem der ville opdyrke heden. Der var dog heller ikke på dette tidspunkt interesse fra de danske bønders side i at melde sig til hedeopdyrkningen.

Da det ikke var muligt at få danskere til at gå i gang med hedeopdyrkningen, blev det besluttet at indkalde tyske kolonister. Den danske regerings agent i Frankfurt am Main Johan Friedrich Wilhelm Moritz, blev antaget til at finde kvalificerede bønder der ville bosætte sig på den jyske hede og opdyrke den. Han lader en bekendtgørelse indrykke i en månedsavis i Frankfurt i april 1759, og kort tid efter udsender han også en plakat i området med samme indhold.
 

Den danske oversættelse af teksten lyder således:

Anno 1759      Lørdagen, den 28. april         No. 68.
--------------------------------------------------------------------------------------------------------------- 

JOURNALSTILLÆG. 

I Frankfurt am Mayn
 

--------------------------------------------------------------------------------------------------------------- 
 

AVERTISSEMENTS.
Eftersom Hs. Kgl. Majestæt i Danmark og Norge etc. etc. i en dertil udgivet Allerhøjest Kgl. forordning allernådigst har indrømmet de familier,  som agter at bosætte sig i den til Hertugdømmet Slesvig grænsende provins Jylland, så ovenud vidtgående friheder, at forskellige familier allerede har benyttet sig af denne allerhøjeste Kgl. mildhed til lykkeligt til egen nytte at oprette deres bopæl der; selvom de allernådigst givne store fordele kun turde være kendt de forreste steder her i denne del af Tyskland; og hermed skal meddeles

efter deres essentielle indhold, til gavn for især dem, som anser det tilrådeligt at måtte varetage en sådan profitabel lejlighed til deres og pårørendes vel, og som allerede til dels for flere år siden med Iængsel har udtalt ønske om og ventet en sådan allerhøjest Kgl. beslutning. De allernådigst accorderede friheder består nu hovedsagelig i de følgende punkter: 1) skulle en landkyndig kgl. embedsmand anvise de

ankommende colonister de fordelagtigste beliggenheder til opdyrkningen, og udstede fæstebrev over det anviste til enhver. Dernæst skal 2) disse nye indbyggere i disse egne og deres efterkommere nu og for fremtiden være befriet for al avls- og kvæg- tiende; 3) de selvsamme i 20 Ar være undtaget for enhver KgI . beskatning og contribution, af hvilken art de så måtte være, desuden skal det udstrække sig til 4) alle

udskrivninger, endvidere 5) til 1 kongens og anden kørsel , tillige 6) indkvartering ved gennemmarch. Dernæst skal 7) børn, slægtninge etc. som succederer ved døden afgåede nyde det samme efter udstedelse af nyt fæstebrev; og ifald de 8) efter 20 års forløb skulle behøve videre friheder, så måtte håbe efter befindende at blive benådet med disse. Skulle der nu over disse og endnu andre mundtligt opdagende fordele fra colonisterne begæres nærmere udredning og efterretning; så haver disse såvel for dette, som også til deres afrejse nødvendige ting, at tilmelde sig hos sidst-undertegnede i den frie rigsstad Frankfurt am Mayn, for dersteds at blive belært om et og andet og til sin tid at blive forsynet med de nødvendige pas.

Frankfurt am Mayn, den 18. april 1759 

Johann Friedrich Moritz.

Kg 1 . Danak Legat i onerid

På grundlag af bekendtgørelsen, lykkedes det Moritz i perioden 1759-65 at få sendt mere end et par tusinde kolonister fra egnene mellem Frankfurt, Darmstadt, Heidelberg og Karlsruhe til Danmark. Mange af dem forlod dog hurtigt Danmark igen i skuffelse, eller blev sendt hjem på grund af uegnethed eller opsætsighed.

Kolonisterne

De første kolonister kom til Fredericia i efteråret 1759. De tog dels til lands over Hamburg, og dels med skib over Østersøen. Der havde allerede siden 1757 været 3 kongeligt udnævnte kommissærer over de jyske heders forskellige distrikter. Den 24. oktober 1759 mødtes 9 af de Pfalziske kolonister med kommisærene i Knudstrup, for at besøge heden. Kommisærene ønskede at undersøge hvem disse folk var, og lod dem kom til sig en for en, hvilket gav følgende resultat:

Baltzer Berthold, født i Hofheim ved Worms, 30 år gl., medbringer kone, 2 børn og søster Abelone; alle reformerte. Han har i hjemmet solgt alt for 75 gylden, og fører et mulæsel og en hest med sig. Før har han som bonde været ejer af 1300 morgen land høj skovhede med sand under og en stor tilliggende højmose. Foruden rug i brakjord har han været vant til at så byg, raps, tobak og kål. Blandingsjord kender han intet til, så lidt som til fåreavl, træplantning og hedetørv. Bønner og kartofler bruges meget i hjemmet.

Dewald Eli Schleger, 34 år, er reformert, konen er luthersk. Begge med deres lille drengebarn fra Ober-Zimmerteba. Fortæret alt, 35 gylden, på rejsen. Har været bonde, hvor der er hede, men også i overflod eng og træ. I hjemmet vant til at slå kløver, espercette, kål, tobak, raps og svinebønner.

Hans Jørgen Eichner, 24 år, med tvende smådrenge. Er reformert. Konen luthersk. Født i Seles ved Benzen. Solgt alt for 13 gylden, som er medgåede til rejsen. Han har tjent som karl hos en bonde, der har megen god jord, dog også hede, som med god fremgang er pløjet og besået med granfrø.

Peter Keil, 32 år, luthersk, konen reformert. Ingen børn. Har tilsat alt. Har tjent hos en bonde an der Bergstrass. Er ellers linnedvæver.

Georq Reiter, 23 år, reformert, konen luthersk og 30 år gl. Fra Urloch ved Heidelberg. Ingen børn, men heller intet til bedste. Tjent hos en bonde, men aldrig på hede

Johannes Zimmermann, en fornuftig mand, som godt kan gøre rede for alt. Han er 30 år. Fra Ebelheim og reformert. Konen er luthersk. Hjemme ejer han endnu 11 morgen meget god jord, foruden 100 Rbd. Har været kurpfalzisk grenader og siden bonde. Hans påstand er, at kolonisterne endelig må have hjulmand og smed fra deres hjemstavn, at de kunne få alt indrettet, som hos dem selv.

Johannes Weckesser fra egnen af Heidelberg, 25 år, reformert, konen luthersk. Har tjent som karl hos en bonde og, forstår avlsbrug, vin og biavl, men intet af hededyrkning.

Johan Peter Betzer, 27 år. Han såvelsom konen er luthersk. Ingen børn, gift før afrejsen fra hjemmet, egnen ved Heidelberg. Har tjent hos en bonde, men forstår intet af hedevæsenet. Han ser ellers ud til et skikkeligt menneske.

Jacob Wirwel fra Heidelberg-egnen. Reformert, konen luthersk. Har tjent som bondekarl, men aldrig været i en hedeegn.

Som det kan ses har flere af disse kolonister ikke nogen erfaring med hededyrkning, og i 1839 er der af disse 9, da også kun efterkommere efter Johannes Zimmermann og Peter Betzer som endnu har efterkommere på Alheden.

D. 1-2 maj 1760 ankom så yderligere 4 kolonner med 420 kolonister til Fredericia, heriblandt formentlig Johann Thomas Frank med kone og børn. De fleste kolonister kom fra området omkring Heidelberg, og de familier der blev i Danmark kom næsten alle fra et landskab kaldet Odenwald nordøst for Heidelberg. Dengang hørte området til fyrstendømmet Kurpfalz medens det i dag ligger delstaterne Hessen og Baden-Würtemberg.

Kort over Odenwald mellem Frankfurt og Heidelberg med angivelse af de forskellige territoriale
grænser omkring midten af 1700 tallet.
 

Årsagerne til at kolonisterne forlod tyskland var flere. Dels var område ofte skueplads for krigshandlinger, dels var det udbygget og udnyttet uden yderligere mulighed for udvidelse og dels området hærget af krig og endelig spillede religiøse forhold ind. I fyrstendømmet Kurpfalz var flertallet af borgere protestanter, men fyrsten var katolik og arbejdede på at få befolkningen bragt tilbage til den katolske tro. For protestanterne betød deres tro meget, og de oplevede en grov forskelsbehandling i forhold til katolikkerne.

Koloniernes etablering

Et af de store problemer ved kolonisternes ankomst, var deres indkvartering. De blev dels indkvarteret i Viborg og dels i Fredericia, men da de gerne ville i gang med hedeopdyrkningen, blev det besluttet at rejse jordhytter til dem på heden. Sideløbende med etableringen af kolonierne på Alheden, blev der også etableret kolonier på Randbøl hede.

Klik her for at se et nutidigt kort over egnen omkring Frederiks.

Det blev besluttet at opføre 30 gårde i Havredal og 30 gårde længere mod vest ved Grønhøj. Landsbyen i havredalen skulle have navnet "Frederikshede" og landsbyen ved Grønhøj skulle hede "Frederikshøj" Længere sydpå blev opført en koloni med 15 gårde i Gråmose som fik navnet "Frederiksmose". De 2 sidste kolonier blev opkaldt efter dronningen "Julianehede" med 9 gårde og efter kronprinsen "Christianshede" med 10 gårde. Alt i alt omfattede byggeriet på Alheden henved 100 gårde, og de sidste gårde stod færdige i 1762.

Da tyskerne ønsker at bo i byer, blev jorden fordelt således at markerne kom til at ligge i stjerneform fra byen. Hver enkelt gårds marker begyndte således ved gården og strakte sig lang ud på heden. Dette betød at der blev lang vej fra gården ud til de yderste marker. Man begyndte derfor i 1778 at udflytte gårdene fra byerne til mindre kolonier på 2-4 gårde.

Fra Frederikshøj (Grønhøj) udflyttedes 10 gårde. 4 gårde flyttedes mod syd, og den nye koloni fik navnet "Firehuse". 2 gårde flyttedes mod nord og fik navnet "Tohuse" og 4 gårde mod vest. Her var i forvejen en lokalitet med navnet "Resenfelde" så det blev navnet på den nye koloni. Tilsvarende udflyttedes fra Frederikshede (Havredal) ved samme tid 10 gårde: 5 til Aarestrup, 2 til Ulvedal og 3 mod øst hvor de fik navnet "Trehuse". I 1793 udflyttedes yderligere 5 gårde fra Frederikshøj mod syd og mod øst til lokaliteterne "Benslehøj" og "Sandkærgårde".

Det oprindelige stuehus til matr. nr. 18 i Havredal ca. 1908

Nye og gamle navne:

• Frederikshede = Havredal

• Østre Frederikshede = Trehuse

• Frederikshøj = Grønhøj

• Søndre Frederikshøj = Firehuse

• Vestre Frederikshøj = Resenfelde

• Nordre Frederikshøj = Tohuse

• Christianshede: Bording sogn - stor hedestrækning ind mod Them sogn

• Julianehede: Stor hede beliggende syd og vest for Engesvang
   

Gårdene

I starten boede der 2 familier i hver gård, men efterhånden som det tyndede ud i kolonisterne fik hver familie sin egen gård. Gårdene bestod af stuehus og lade.

Beskrivelse af Thomas Bitch gård i Grønhøj i 1802, foretaget i forbindelse med at gården skulle forsikres:

Stuehuset sønden indeholdt stue, kammer, køkken og bryggers, med loft og fjælegulv i stuerne, 3 jernbilæggerovne, en indemuret kobberkedel på ½ td, samt 2 skostene og en bageovn af brændt sten. I dette hus er en jordkælder under de 3 østre fag, opmurede med ka,pesten.

Det nordre hus indrettet til lade og tærskelo samt stald, fæ- og fårehus. Desuden indrettet til græssstald og tørvehus.

Det vestre hus indrettet til stue og køkken, med loft og fjælegulv, vinduer døre og jernbilæggerkakelovn, en skorsten og bageovn af brændte sten.
 

Model af en lade

Jacob Breuners gård blev beskrevet således efter udflytningen til Trehuse;

Stuehuset, 8 fag, loft over over alt med 8 døre, indrettet således:

a. Een stue østen i huset, 4 fag med 1 karm vinduer (vindver) og en enkelt ditto samt fjælgulv.
b. Tværtimod til nord et kammer, 2 fag
c. Forstue, et fag
d. Vesten for een stue, tre fag, med vudnue (vindve) udi
e. Norden derfor er køkkenet (kykkened)
f. Vesten i huset er kammer for sønden – og til køer og får for norden

Laden, 9 fag, med 2 døre og en liden fåresti, dør, 3 skilderum.
Forsvarlig bygget og ligeså stråtækket med lyng, men ej mønnet – ej udspækket, som sker til forår – 3 lemme norden for laden.
 

Foto af Sandkjærgårde. Dette er den sidste oprindelige
kartoffeltyskerbygning der findes. Se nudtidigt foto nedenfor
 

Nutidigt foto af Sandkjærgårde

Det kongelige nøgleskilt og nøgle
fra Sandkjærgårde
 

Storstuen i en kolonistgård ca. 1900

Hvordan så de ud

Der eksisterer i sagens natur ingen fotos af de tyske kolonister, og tilsyneladende heller ikke nogen tegninger af de oprindelige kolonister. Imidlertid besøgte grønlandsforskeren Mylius Eriksen Alheden omkring 1900, og han medbragte tegneren Valdemar Neiiendam, der lavede nogle skitser af efterkommerne af de tyske kolonister. Der må formentlig være tale om 3. Generations indvandrere. Nedenfor er gengivet nogle af disse skitser.
 

Bortvisningen i 1763

Det viste sig at en del af de familier var uegnede til opgaven med hedeopdyrkning, og da udgifterne til kolonierne i Jylland var store bl.a.. på grund af at alle kolonister modtog dagpenge, besluttede man at de der ikke var egnede skulle bortvises . I 1763 blev hver enkelt familie derfor vurderet for at finde ud af hvem der skulle bortvises. De blev inddelt i 2 kategorier - "uduelige" og "nogenlunde godt håb”. Johann Thomas Frank blev i denne forbindelse bedømt som værende af "nogenlunde godt håb”. Resultatet blev at 112 familier fik betegnelsen "uduelige", Da dette svarede til omkring 1/3 af alle kolonister, syntes man at dette var for mange, foretoges en ny vurdering og det endte med at 68 familier i starten af juli fik besked på at rejse. Dette fik modløsheden til at brede sig blandt kolonisterne. Her ud over kom at der var udsigt til at dagpengene ville blive afskaffet og at en kvægsygdom havde tyndet voldsomt ud blandt besætningerne. 150 familier valgte derfor i løbet af sommeren og efteråret at forlade de jyske heder, for bla. at rejse til Rusland.

Nu var der kun 59 familier tilbage på de jyske heder. Flest var tilbage i Frederikshede, hvor alle gårde endnu var beboede, men nu kun med en familie hver gård. I Frederiksdal og Frederiksmose var der en enkelt tysk familie tilbage hvert sted. Et par tyske familier var tilbage i Julianehede, mens alle havde forladt gårdene i Christianshede. På Randbøl hede var der kun få tyske familier tilbage. De ledige gårde blev nu beboet af danske bønder undtagen i Frederikshøj. Her stod halvdelen af gårdene tomme, men kolonisterne der fik løfte om, at deres børn kunne overtage disse gårde, når de stiftede hjem. De tilbageblevne skulle så indtil da sørge for dyrkning af de marker, der tilhørte de ledige gårde.

 

Frederiks Kirke, den tyske kirke på Alheden

De fleste af kolonisterne tilhørte den lutherske kirke, der var den danske landskirke, men halvdelen af beboerne i Frederikshede var reformerte. De lutherske blev betjent af præsten i Thorning medens de reformerte blev betjent af præsten ved den reformerte kirke i Fredericia. Han skulle rejse til Alheden to gange om året og holde altergang samt komme når der skulle være begravelse. I 1763 blev der ansat en reformert præst på Alheden og året efter fik også den lutherske menighed sin egen præst, men man havde endnu ikke nogen kirke.

Kirken blev blev placeret nøjagtig midt mellem de to kolonibyer Frederikshede og Frederikshåb. Da kirken skulle bygges var der tale om genbrug, idet bygmesteren fik besked på at anvende taget fra teglværksladen i Skræ. Dette tag kom således til at bestemme kirkens størrelse. Kirken blev indviet den 16. april 1766 af provst Windfeldt i Thorning. Den skulle bruges både af den lutherske menighed og den reformerte, så der har r hver søndag været holdt to gudstjenester. I begyndelsen.

Der blev holdt gudstjeneste på tysk, men hen imod midten af 1800-tallet, da dansk nationalfølelse og antitysk indstilling begyndte at gøre sig gældende, blev det bestemt, at de tyske skoler skulle ophøre, så børn - der var født i 1849 og fremefter - skulle gå i dansk skole. Fra
1856 begyndte man også med danske gudstjenester i kirken. Først nogle få hvert år, senere dansk og tysk hver anden søndag. Fra 1870 ophørte tyske gudstjenester i Frederiks kirke. Tilsyneladende har denne overgang fra tysk til dansk
sprog ikke voldt særlige problemer. Kolonisterne talte vel tysk i hjemmene, men med de danske omkring dem talte de dansk - eller rettere jysk - for det var sproget, der brugtes på denne egn. I sindelaget var de danske. Man må gå ud fra, at forbindelsen til hjemegnen i Tyskland forlængst var ophørt. På det tidspunkt, da man ophørte med det tyske sprog i skole og kirke var det jo 3. generation efter indvandrerne, der var ved at overtage gårdene. De sidste af indvandre-generationen var død.

Kirken står i den ydre udformning uændret siden opførelsen. Inde i kirken er der i tidens løb sket forskellige ændringer ændringer, mest hvad angår kirkens inventar. Hans de Hofmanns alterbillede er stadig i kirken. Det hænger på nordvæggen i koret, idet et nyere alterbillede har taget dets plads. Kirkegårdens gravminder bærer præg af de tyske kolonister. De tyske slægtsnavne er dominerende. Indtil vor tid har det også været skik, at Grønhøj har sine grave nord for kirken, mens de døde fra Haverdal er begravet syd for kirken. Bag kirken er i 1959 rejst en mindesten med de tyske slægtsnavne.
 

Slægtsnavnene på stenen er: 

• Agricola
• Betzer
• Bitsch
• Bräuner
• Bärthel
• Cramer
• Dickes
• Dürr
• Frank
• Howitz
• Herbel-Scmidt
• Hermann
• Herold
• Jung
• Krath
• Kriegbaum
• Lajer
• Lauth
• Marquard
• Maul
• Morratz
• Gantzhorn
• Marcher
• Philbert
• Rost
• Schønheider
• Wacher
• Wendel
• Winkler
• Würtz

Kolonisternes liv

Hos kolonisterne indbyrdes forløb ikke alt fredeligt. Bl.a. blev 3 kolonister dømt til døden efter at have dræbt en anden kolonist i et slagsmål. De undslap dog inden dommen blev ført ud i livet.

Heller ikke forholdet til de danske naboer var godt. De danske fæstebønder, der plagedes af store skattebyrder så skævt til kolonisterne, der var fritaget for skatter samtidig med, at de fik alt forærende og fik dagpenge. Kolonisterne virkede meget fremmede for danskerne. De talte et sprog man ikke forstod og deres skikke og levevis var også anderledes. Situationen er skildret af en tingskriver i Viborg i et brev i 1761 til regeringen, her omskrevet til rigsdansk:

"- at have gode dage - nota bene for kongens penge må jo til dels smage dette folk. Mens andre stakkels bønder må lide og udstå stadig daglig møje og mange andre besværligheder, og desuden selv sørge for at få deres daglige fornødenheder anskaffet, så får disse kolonister tilsendt uden penge, hvad de behøver. Passer det sig for en bonde, når han kommer til købstaden da at tillade sig at søge vinhusene og der drikke den ene boutille vin efter den anden? Passer der sig ikke at ville spise det velsignede rugbrønd, som avles her i landet? Det bliver malet og bagt uden at det først sigtes til små- eller fint brød. Nej det passer sig ikke. Det bruges ikke hos borgerne og langt mindre hos bønder og sådanne grove folk. Dog disse kolonister er så delikate og lækre, men jeg frygter og tror fast på, at når engang kongens penge ophører, så bliver de vel nødt til at forandre deres smag"

Den ældste beskrivelse af forholdene i Frederiks sog, stammer fra Købke der var sognepræst i Frederiks og Karup i perioden 1796-1800. Han skriver bla.:

Nogle af kolonisterne vare temmelig høje, dog nogen middelmådige. Der gaves en del virkelig pæne koner, skønt en del soagtige. I det daglige liv vare uden tvivl tyskerne strenge, deres døtre måtte gå med til alt arbejde på mark og i lo og lade. Nogle levede rask, når de havde forråd og tog godt til takke med kartofler, der dog til tider var kolonisterne en kær spise. Raske vare de almindelig i arbejde, og særdeles nette kom de til kirke, ej i nogen egentlig bondedragt, men gerne i kjole og vest, og en del bare trekantet hat. - Deres fruentimmer vare gerne i sort stofs trøje og skørt, hvide forklæder og sorte huer af fløjl eller silke med en slags fremstående linned kant på hovedet, således og såkaldte mansketter for hænderne og i et sammenlagt lommetørklæde en lille urtekost af tusindskiøn eller krusemynte, når de gik til kirke. Deres sang i kirken var såre skøn, og der brugtes Petri Kirkes Gesangbuch; så almindelig nydelig var sangen, at rejsende ofte kom ind i gudstjenesten, og at selv familier fra Viborg om sommeren besøgte mig for at høre kirkesangen...

I 1899/1901 besøgte Mylius Erichsen Frederiks sogn, besøgte han Johan Georg Breuner i Ulvedal, som var sønnesøn af Jacob Breuner i Trehuse. Han beretter:

Det interessanteste hjem i Frederiks sogn er gamle Georg Breuners i Ulvedal nede under Stendal­gårds Plantage. Det gamle, agtværdige ægtepar har nylig holdt guldbryllup, og rundt i stuerne viser de os gaver fra nær og fjern. - Manden er 77 år, og både han og konen er døbt, konfirmeret og gift på tysk, men dansk-talende, omend med kendelig accent

.


Johan Georg Breuner tegnet af Valdemar
Neiiendam i 1899 til Mylius Erichsens bog om heden

De er så venligt snaksomme, så uforbeholden ærlige i deres oplysninger, de ved ikke alt det gode, de vil gøre os, der sådan er kommet dumpende ned som sjældne fugle; halve år kan jo gå, uden at de på dette afsides sted ser en gæst "udefra", så må lejligheden rigtig benyttes til at få noget at vide.­De spørger om Dreyfus-processen, om Lock-outen, om udenrigs krig og indenrigs politik. Og da de omsider er så nogenlunde forsynet med nyt eller rettere: med vor mening om de nyeste offentlige spørgsmål, som de ofte nok indbyrdes har drøftet, er det deres tur at tale, vor at lytte.

"Ja, tiden er gået fremad," siger gamle Breuner ganske som alle hedeboere. "Da A for 50 år siden tog mod dette hus, var her 4 stude og 2 køer, nu holder vi 18 fækreaturer og 6 bæster med yngel... Min bedstefader var 9 år, da han kom her til landet. I min 15 års alder døde han 86 år gl. Han sagde tit, at her var kolonisterne lovet, at de i Danmark skulle komme til at stå i kløver til knæer­ne, men det var løgn, for der stod lyng til skrævet. Han talte kun tysk, læste meget og vidste besked om mange ting. Både han og min fader, der døde i sit 66. år, var dyrlæger for alt fæ herude, og til mennesker blev de også hentet, især når der var sket benbrud, for der var jo ingen doktore på landet dengang... Det tyske sprog er ved at forsvinde nu, og det er godt det samme, det skulle bare være lagt af for længe siden, vi er altfor få mennesker til at have vort eget sprog, det skiller os ud fra de danske, som vi skal leve imellem og mangen gang ernære os af. Tysker eller især Kartof­feltysker" har været brugt som skaeldsord mod os, særlig efter 1864, så vi nu er ked af det og kræver at regnes for danske. En mand, der en gang blev skældt ud for tysker, svarede: A er li så god og dansk som dig, A har tjent kongen i 64, men hvad har du, dengang ku du ikke knappe dine egne bukser!"

I Viborg har folk været svært fornemme overfor os Alhede-kolonister. "Hvor er I fra," spurgte Viborg-folkene nok så venligt, når vi kom ved dørene og ville sælge noget. "Fra Alheden," svarede vi. "Nå-å" sagde herskabet så og blev straks fine på det. Her afbryder konen os og siger energisk: "Da vil A godt kaldes for tysker. For det er A. Er der nogensinde nogenting, der trykker mig og A tyr til biblen om trøst, så er det min tyske bibel og ikke børnenes danske, A tager frem. A kender kun den tyske Vorherre og kan kun tale med ham på mit modersmål. Dér forstår vi hinanden!"

Jeg kan ikke andet end give konen ret, da manden spørger mig om, hvad jeg synes. "Ja," siger han så, "det er jo navnlig kvinderne, der holder på det tyske, de har siddet mest hjemme i ensomhed med børnene, mens vi andre måtte færdes ude og ofte hos de danske autoriteter fik at vide, hvilket sprog man ønskede talt, nemlig dansk. Men hellere må vi lære ordentlig dansk end tale sølle tysk. For det slags tysk her tales kunne vi ikke komme til Tyskland med. A har hørt en kolonist spørge sådan, engang han gik og ledte efter sit bortløbne svin: "Hat sie nicht ein Thier gesehen mit langen Hohren und spitzen Ohren, und wenn es sprecken will, so sagt es: Øf, Øf!" Eller som i Grønhøj, hvor de siger: "Waas sagst du!" Dér er de nemlig så grove i mælet. De er kommen fra Main, vi andre er fra en anden egn."

"Men," fortsætter Breuner, "det er nu ikke alting godt, det som vi lærer hos de danske. Når de danske påstår, at vi er mere grisede end de selv, så synes A bestemt at det er her i landet, vi har lært svineriet, for vi var renligere fra hjemmet af, det er sikkert. A husker fra min barndom, at når vl tyske børn sad på skolebænk ved siden af danske bønderbørn fra Aarestrup og Karup, fik vi fnat. De danske børn sad i skolen og kløede sig altid på hænderne, vi kunne ikke røre ved dem uden at blive smittede. Det var en ubehagelig fornemmelse for os andre, men danskerne var så vant til fnat, at vi mente, de ligefrem ikke kunne undvære det".

"Nå, alligevel," slutter den gamle, "meget nyttigt har vi også lært af danskerne. Det overvættes drikkeri både til markeder og hjemme, som en hel del af vore folk var forfaldne til, er taget af, fordi de har fået et godt eksempel af de danske toltalforeninger... Men der er da også danskere, som kan drikke over målet. Der kom engang en landskabsmaler gående over heden og kiggede inden­for til os: Da vi bød ham en snaps, så bad han om to glas, satte dem begge på bordet foran sig, tog ét i hver hånd og sagde: "Skål, nu drikker jeg med Bakkussen, det gør jeg altid, og jeg drikker for os begge, men det er rigtignok også mig, der først bliver fuld!" Og så drak han begge glas.

Atter afbryder konen og siger: "Nej, fatter, man kan også skylde skarn for uret; husker du ikke, at den gamle maler havde et tysk navn og egentlig var af tysk slægt ligesom vi andre."

"Så-åh," siger manden og tænker sig om, "det var han ka'ske også, men snapsen, han fik, da var den sågu' dansk, og god var den!..." Nu er det konen, som tager ordet. Hun er et kvikt hoved og mærkelig godt belæst. Hendes bedste­fader har været skolelærer og har fortalt, at han af sine moder blev båret her ind i landet i et forklæde. Hendes slægt er meget levedygtig. Bedstemoderen - skolelærerens enke - blev over 92 år og havde til det sidste en rank "holtning" (Konen kan ikke udtale det bløde danske d). I sit barndomshjem havde konen et bibliotek af tyske bøger at læse i, en hel reol fuld: salmer, pracdikener, andagtsbøger, verdenshistorien og forskellige romaner, der alle havde været bedstefade­rens og vistnok var bragt med her ind i landet.

"Ja, og heksebøger," påstår gamle Breuner. "Nej," ivrer konen, "ikke hos os!" "Jov, såmænd," ler manden. Men nu bliver konen gnaven: "Nej, vist ikke nej, den slags bøger befattede vi os ikke med." Manden er slået af marken, men han trækker sig tilbage med følgende bemærkninger: " Ja, ja, bette motter, så havde de dem andre steder, for hekse det fik æ tyskere da ord for, at de kunne. Og der plejer aldrig at gå røg af en brand, uden der er bål... Men nu er vi jo også blevet så oplyste, at vi ikke vil være vore fordums skcøbeligheder bekendt. Det var ikke som i de gamle dage. I min faders tid var skovfogeden og præsten de eneste, der læste aviser. De måtte oversætte indholdet til tysk for en eller anden af kolonisterne, og så gik den mand rundt i byen og fortalte nyhederne til de andre tyskere. Og velkommen var han hvert et sted, og en "såben" fik han ret tit til at skylle munden med"..."Jo", indrømmer konen, "de gamle kolonister havde mangen dårlig skik. Som nu med at drikke, når de kom sammen til gilde. Men morsomt kunne det nok alligevel være. Jeg kan huske, min fader har fortalt, at når de sad og drak snapse, så sang de en sang og stoppede op midt i en linie; den, der gik videre i teksten, skulle give næste omgang snaps; på den måde kunne de længe blive ved, f. eks. med denne her:

"Es ging ein schwartzbraun Mädchelein nach rothen Kühler Wein nach Strassberg wohl auf die"

her standsede de så, indtil én af dem dumpede ud med næste ord "Brüche". De andre lo da og sang: "auf die Brüche, ja, Brüche."

"Skål", råbte de så, og den tabende måtte rykke ud med sin snaps. Og videre sang de og skrålede. Men også kærlighedsviser er blevet sunget; det meste er dog gået os af minde nu. Jeg kan bare nogle forkerte stumper. Her er en:

"Ich ging uber Berg und Dal, sah ich zwei Hasen, die fressen ab griene Grass, bleibt nicht des Wasen.

Wenn ich kein Schatze hat, wird ich bald ein finden, ich ging des Gesslein (Gade) auf und ab bis auf die Linden.

Und als ich auf die Linde kam, stand mein Schatz daneben: "Ei, du mein tanzende Schatz, wo bist du gewesen."

Wo ich gewesen bin, wird ich dirs bald sagen: Ich bin gereiset weit und breit hab' viel erfaren..."

"Nu ved vort guldbryllup," siger konen til sidst, "sang vi mange sange, både på dansk og tysk, men det var mest salmer." Og nu fortaber hun sig i en skildring af al den opmærksomhed, der blev vist dem på denne deres højtidsdag. Hun sad livligt gestikulerende på en stol ved siden af manden, der hvilede tungt i lænestolen. En gift datter sad henne ved døren ti! sovekammeret, hendes mand stod bag hende, og bag dem skottede et par yngre piger ind til os. Der var noget gammeldags patriar­kalsk over den respekt, der vistes de gamle. En gang imellem rakte den unge kone tavst over bordet og "braanded æ lys", d.v.s.: klarede tællelysets flamme ved at klemme et stykke af den for­brændte væge. Det blev sent, inden vi brød op...

I mange år var det skik og brug at kolonisterne drog til torvs i Viborg, og danskerne kunne i den anledning godt blive forarget over deres drikkelag. Goldschmidt skriver i sin "En hederejse":

De droge, 20 a 30 Stykker i Følge, til Viborg om Natten, holdt Frokost ved Solopgang paa Stanghede, sloges med Alle, der udsatte sig for et Sammenstød, vare vilde Karle.
 

Markedsscene fra Nytorv i Viborg

Fra senere tid berettes:

Tyskerne jog ud af Købmand Bendix' Gaard med den store Spøgefugl Philip Adam (Philip Adam Würtz, gårdmand i Havredal) i Spidsen. Han stod op i Vognen og sagde brrrr med Læberne, idet han efterlignede Krogbremsernes Summen, der bragte Studene i Raseri, saa de bissede. Philip Adam svang Pisken over sit Hoved uden at gøre sine kære Stude Fortræd, idet han sang en tysk Vise, og nu gik det i susende Galop ned ad den stejle Gade - og alle de andre Vogne bagefter i samme vanvittige Fart, mens Kusken sang sit Hjemlands Viser.

 

Den senere udvikling

I 1852 vedtog den danske regering at gårdene på Alheden ikke længere skulle være fæstegårde, men overgå til selveje. Fæsteren kunne selv vælge om han ville betale gården kontant eller lade beløbet stå som statsgæld i ejendommen. Så vidt vides, var der på dette tidspunkt ikke medlemmer af Frank familien der var bosat på Alheden, idet meget af familien var flyttet til Stenholt.

Carl Carstens som var præst i Frederiks udsendte i 1839 bogen ”Bemærkninger over Alheden og dens kolonier”. I bogen forsøger han at give svar på om hedeopdyrkningen var lykkedes. Hans konklusion var det den ikke var lykkedes. Han påpeger blandt andet den udbredte fattigdom blandt kolonisterne og har i sin bog sammenlignet besætningerne og høstudbyttet på gårdene i 1815-18 med 1837. Denne opgørelse viser en klar tilbagegang (Se for øvrigt opgørelsen for Johann Georg Frank den yngre i næste kapitel).
Mylius Erichsen foretog i år 1900 en rejse rundt på Alheden, og hans indtryk tyder på en forbedring af forholdene, sammenlignet med pastor Carstens status 60 år tidligere. Forandringen skyldes dels den viden om hedeopdyrkning som blev udviklet efter stiftelsen af Det danske Hedeselskab i 1866, og dels de bedre muligheder for at få jorden tilført mergel, men det tog først sin begyndelse i 1880-erne

Alheden frembyder i dag et syn der er meget forskelligt fra det Carstens beskriver. Der er ikke meget hede tilbage, bortset fra mindeparken i Kongenshus. De veldyrkede marker er omgivet læhegn, og det kan være vanskeligt at forestille sig hvordan det var engang.
 

Efterkommerne

Den første generations børn på Alheden blev næsten alle gift med kolonistbørn, så indbyggerne i kolonibyerne i de første 2-3 generationer alle var af tysk afstamning. Kolonisterne havde som regel mange børn og i de følgende generationer forlod de fleste af dem Alheden og indgik ægteskab med danske. De nulevende efterkommere efter kolonisterne - 6.-8. led efter de indvandrede er talrige og spredt over hele landet. I løbet af 1800-tallet kom også et stort islæt af danske til Alheden, selvom de tyske slægtsnavne stadig var dominerende. Som følge af den danske nationalfølelse i midten af 1800-tallet opstod en ejendommelighed med hensyn til slægtsnavne på Alheden, idet man forlod de tyske navne og dannede slægtsnavne efter det daværende danske mønster med et "sen" efter faderens fornavn. Da de tyske mænd alle havde fornavnene "Johan Jacob", "Johan Georg", "Johan Peter" o.s.v. fik mange efterkommere efter kartoffeltyskerne slægtsnavnet "Johansen".

På Alheden festligholdt man i 1959 200-året for de tyske kolonister ankomst til Alheden og mindestenen på kirkegården i Frederiks blev rejst. I Kongenshus mindepark - som det danske Hedeselskab oprettede til minde om hedeopdyrkerne - står også et par mindesten med de tyske slægtsnavne til minde om pionererne.
 

Mindestenen i Kongenshus mindepark

Kongenshus mindepark

I 1985 blev der stiftet en forening af efterkommere af de tyske kolonister. Den fik navnet Kartoffeltyskerne på Alheden.

Tidstavle